Gå til indhold

Perspektiver

Japan er verdens tredjestørste økonomi. Og med en befolkning på knap 130 millioner er Japan et af de største markeder i verden med et enormt potentiale. Halvdelen af befolkningen bor i byområder i det centrale Japan, som alle kan nås indenfor et par timer.

Det japanske marked er særligt interessant for firmaer, som ønsker at udvide deres forretninger til Asien. Kina, Sydkorea og Taiwan kigger altid mod Japan, når det gælder nye produkter og trends. Derfor kan en tilstedeværelse på det japanske marked være adgangsnøglen til at få adgang til de andre asiatiske markeder. For at støtte denne effekt samarbejder Danmarks ambassader og handelskontorer i Japan og Sydkorea tæt for at assistere danske virksomheder i overgangen mellem Japan og resten af regionen.

For mange danske virksomheder er Japan et marked med høje priser. Det er et sofistikeret og kvalitetsbevidst marked, og det japanske indkomstniveau kan sammenlignes med Frankrig og Tyskland. De japanske forbrugere stiller høje kvalitetskrav for produkter, ydelser og distribution. Imidlertid er det ofte profitabelt at lave en langsigtet indsats på det japanske marked, hvis disse krav kan indfries.

En undersøgelse blandt udenlandske investorer i Japan viser, at Japan er mere attraktivt end andre asiatiske markeder på områderne ICT, detailhandel og life science. Endvidere viser undersøgelsen, at Japan scorer topkarakterer af udenlandske investorer i seks områder indenfor konkurrenceevne: R & D kvalitet, transparens/stabilitet, arbejdsevner, infrastruktur og livskvalitet. Japans indre marked opnår den næstbedste karakter, mens det eneste område, hvor Japans konkurrenceevne er svag, er arbejdsomkostninger.

Markedsadgangen er også blevet lettere de senere år, hvor handelsbarrierer generelt er blevet formindsket. Samtidig er Japans traditionelle keiretsu-system blevet svækket. Systemet er blevet erstattet af et mere kompetitivt miljø, hvor man ikke på samme måde oplever cross-company ejerskab og afhængighed. Nu kan miljøet sammenlignes med nogle af de mere konkurrencedygtige EU-lande.

Endelig forventes det, at japanske eksportører retter fokus mod asiatiske markeder i de kommende år, hvor man antager såvel økonomisk som befolkningsmæssig vækst.

 

Chef for handelsafdelingen
Dinna Aamand Hansen