Spring til indhold

Grøn vækst, klima, energi & miljø

Grøn energi i Japan er væsentlig mindre udviklet end i de fleste andre avancerede økonomier, men det er et område i rivende udvikling. Japan har meget ubemærket sat sig i spidsen for globale investeringer i innovation indenfor miljø og energiteknologi med en hensigtserklæring om at investere betydelige private og offentlige midler på dette område over de næste fem år.

Katastrofen ved Fukushima Dai-Ichi atomkraftværket i 2011 har nødvendiggjort en omlægning af den japanske energipolitik. Inden katastrofen kom 30% af Japans el-produktion fra atomkraft, og planen var at øge andelen til 50%. Efter katastrofen er alle 48 tilbageværende reaktorer blevet midlertidigt nedlukket, mens de gennemgår sikkerhedstjek. Regeringen ønsker at genstarte et ukendt antal reaktorer, men har samtidigt liberaliseret elmarkedet og øget incitamenterne for grøn energi og energieffektivisering.

Liberaliseringen af energimarkedet er under forberedelse, og tiltagene for at styrke de grønne sektorer er vedtaget. Særligt skal det fremhæves, at Japan siden 1. juli 2012 har haft nogle af verdens højeste feed-in-tariffer, der er sikret i de næste 20 år (dvs. langtidskontrakter til producenter af vedvarende energi, som typisk indebærer et subsidie, der skal kompensere for de højere produktionsomkostninger). Fra juli 2012 til februar 2013 er der godkendt adskillelige projekter, som vil øge andelen af vedvarende energi i elproduktionen med 41%. Derudover har de japanske myndigheder indført et ”toprunner” program, hvor forskellige energiløsninger evalueres, og gør den bedste løsning til minimumstandard ved lov.

Japans energiforbrug pr. indbygger er ca. 10% over det gennemsnitlige forbrug i EU. I modsætning til forbruget i industrien, som har været faldende over de sidste fem år og er meget energieffektivt, så står Japans forbrugere for det høje energiforbrug. Det er særligt energiineffektive bygninger og boliger, der har skylden. Ny og mere striks lovgivning er på vej for at høste store effektiviseringsgevinster.

Læs mere om branchen og Eksportrådets initiativer på området på side 12-14 i handlingsplanen Vækst via Eksport: Danmark – Japan

Chef for handelsafdelingen
Thomas Højlund Christensen 

 

Energi & miljø
Izumi Tanaka