Spring til indhold

Om os

Ambassaden i Tokyo beskæftiger 26 mennesker. Fire udsendte diplomater, 18 lokalansatte og fire praktikanter. Udover ambassadøren er ambassadens medarbejdere fordelt på syv forskellige teams. Politik og Økonomi, Handel, Landbrug og Fødevarer, Presse og Kultur, Borgerservice og Administration samt Invest in Denmark.


Ambassadens fornemste opgave er at skabe værdi for Danmark i Japan samt fremme de gode relationer mellem Danmark og Japan.
Ambassaden hjælper desuden med at styrke danske og japanske handelsrelationer og derved åbne op for nye jobmuligheder i Danmark. Dette sker ved at yde hjælp til danske virksomheder, der ønsker at eksportere til Japan, og ved at promovere Danmark over for japanske virksomheder, der ønsker at investere i Danmark. Samtidig arbejder Ambassaden på at øge det generelle kendskab til Danmark gennem en lang række Public Diplomacy-indsatser.

Ambassadens historie
Danmark har været repræsenteret i Japan siden 1867, men frem til 1912 blev danske interesser varetaget af det hollandske diplomati. Didrik de Graeff van Polsbroek var den første hollandske diplomat, der varetog danske interesser i Japan og forhandlede vigtige handelsaftaler på vegne af de skandinaviske lande. 


De første repræsentanter for det danske diplomati i Japan. Fra venstre: Didrik de Graeff van Polsbroek, Preben Ferdinand greve Ahlefeldt-Laurvig og Niels J. W. Høst.

I 1912 overtog den danske gesandt Preben F. greve Ahlefeldt-Laurvig roret for det danske diplomati i Japan. Ahlefeldt-Laurvig var Ambassadør ved Den Danske Ambassade i Peking (det nuværende Beijing), og det var ikke før end 1921, at Danmark etablerede en egentlig ambassade på japansk grund. Dengang hed den danske ambassadør Niels J. W. Høst, men siden har en lang række danske diplomater været med til at fremme forholdet mellem Japan og Danmark fra ambassadekontoret i Tokyo. I dag er det Ambassadør Freddy Svane, der er i spidsen for ambassaden i Tokyo. 

Den nuværende ambassade, der ligger i Daikanyama-bydelen i Tokyo, blev opført i 1979. Før den tid havde Ambassaden til huse i et palæ kaldet ”Denmark House” i Aoyama, og fra begyndelsen af Danmarks officielle tilstedeværelse i Japan var det Hibiya Crossing og Yotsuya, der skabte rammerne om Danmarks diplomatiske virke.  


Den Danske Ambassade i Daikanyama.

 

Kontakt:

Royal Danish Embassy
29-6 Sarugaku-cho
Shibuya-ku
150-0033 Tokyo

Tel.: +81 (0)3 3496 3001
Email: tyoamb@um.dk