Grundlovsdagsfejring på ambassaden i Tokyo
Den Danske Ambassade og Danish Chamber of Commerce i Japan var værter for en nationaldagsfejring i anledning af Grundlovsdag den 5. juni. Ambassadør Peter Taksøe-Jensen inviterede de 250+ gæster, der deltog på dagen ind i ambassadens gård og i residensen.
Gæsterne fik mulighed for "at smage på Danmark" i de mange mad- og drikkeboder, der serverede smørrebrød, hotdogs, vodka fra Nykur, kirsebærvin fra Frederiksdal, kager fra både Mette Munk og Andersen Bakery, og der var specialøl leveret af Mikkeller.
Både formanden for Japan-Denmark Parliamentary Friendship league, Taro Kono, og State Minister of Foreign Affairs, Kenji Yamada, holdt en tale i løbet af aftenen, der fremhævede det stærke bilaterale forhold mellem Danmark og Japan og vigtigheden af at fortsætte det stærke partnerskab på baggrund af Ruslands invasion af Ukraine.
Residensen blev åbnet for en klaveroptræden af den 12-årige japaner, Yuri Yasui, som fortryllede alle med sit enestående klaverspil. Yuri Yasui kontaktede selv ambassaden om en mulig optræden, da hun tilbage i marts deltog i Århus International Piano Competition 2023 og forelskede sig i Danmark. I løbet af aftenen var der også live jazzkoncerter i gården, der bidrog til aftenens festlige stemning.
Programmet bød også på en lodtrækning, hvor gæster havde mulighed for at vinde danske præmier fra Lego, Kjellsen Cookies, Georg Jensen, Royal Copenhagen, Nordisk, Nykur og Frederiksdal.
En stor og særlig tak til DCCJ, alle de virksomheder, der deltog og sponsorerede til arrangementet, og til alle de gæster, der fejrede aftenen med os!