Handel & Investering
Som praktikant i handels- og investeringsafdelingen (The Trade Council og Invest in Denmark) ved Danmarks Ambassade i Tokyo bliver du en integreret del af ambassadens største team som arbejder med eksport- og investeringsfremme.
På eksportfremme, bistår vi danske virksomheder med deres eksport til det japanske marked gennem bl.a. rådgivning, netværk og strategisk markedsadgang inden for sundhed, energi og miljø, tech og digitalisering, forsvar og maritime samt fødevare, landbrug og fiskeri.
På investeringsfremme arbejder vi med at tiltrække japanske investeringer til Danmark inden for energi, tech, sundhed, fødevare og kvanteteknologi.
Du vil få et indgående indblik i den danske udenrigstjenestes erhvervsdiplomatiske arbejde og bidrage til styrkelsen af samhandlen og de bilaterale forbindelser mellem Danmark og Japan.
Praktikantens opgaver varierer og afhænger i høj grad af ambassadens aktuelle arbejde i det pågældende semester, herunder hvilke kunder vi samarbejder med, højniveau besøg fra Danmark og mange andre forhold. Eksempler på opgaver kan være, at du bidrager til at:
- bistå danske virksomheder med markedsadgang og kontakt til japanske aktører,
- udarbejde markedsanalyser og sektorspecifik research,
- indsamle og formidle viden om forretningskultur og markedsforhold i Japan fx regulatoriske vilkår,
- deltage i planlægning og eksekvering af besøgende delegationer og netværksevents,
- koordinere logistik og programindhold ved erhvervsdelegationer og VIP-besøg,
- udarbejde kommercielt indhold til ambassadens LinkedIn og øvrige kommunikations,
- bidrage til synlighed omkring danske virksomheders aktiviteter i Japan,
- udarbejde korte notater og oplæg til ambassadens arbejde,
- samarbejde med diplomater og lokale medarbejdere om konkrete virksomhedscases,
- varetage ad hoc-opgaver i forbindelse med arrangementer, analyser og programelementer ved besøg.
Ambassaden lægger vægt på, at praktikopholdet er både lærerigt og meningsfuldt og giver dig mulighed for at arbejde tæt sammen med diplomater, lokale medarbejdere og danske virksomheder. Du vil udvikle kompetencer inden for internationalt erhvervssamarbejde, strategisk kommunikation og diplomati i praksis. Du er velkommen til at stille uddybende spørgsmål ved at sende en mail til den nuværende praktikant via [email protected].
Ansøgningen til handelsafdelingen bedes udfærdiget på engelsk.
Se mere om, hvordan du søger stillingen her.